Man kan godt få en fornemmelse af, at det er et hårdt miljø at være i militæret, og når man ser disse skarpskårne mennesker i militærtøj, så ved man med det samme, at disse mennesker er nogle seriøse mennesker, der skal passe på os!
Dette gælder både i fredstid og i krigstid.
Men de soldater, vi ser vandre rundt i det danske bybilledet, har måske ar på sjælen, som der ikke kan sættes ord på, og de jages af natlige mareridt, som de skal i behandling for.
Eller også er de soldater fritstillet for at skulle komme i kamp, og de skal bare prise sig lykkelige for, at det aldrig bliver nødvendigt, også selvom de måske ønsker den krigshistorie at kunne fortælle og være med i “klubben”.
Vi tør næsten godt garantere, at et medlemskab i den såkaldte klub ikke er noget, som man ønsker at være med i, hvis man først opdager krigens rædsler; så vil man nok pludselig gerne bytte det medlemskab for alt i verden for ikke at have været i krig.
Dette skal ikke forstås som, at man skal se ned på hverken det danske eller udenlandske militær, men man skal nok bare passe på med at tro, at man er uovervindelig, udødelig, og at krigsliderligheden kan bære en gennem de sværeste tider, når man er befinder sig i den danske andedam og læser om krig i udlandet.
Det er klart, at mange gerne vil gøre noget godt for deres land, men at drømme om at blive militærmand bør være for dem, der ved, hvad det vil sige at være en del af det krigsmaskineri.
For en tilværelsen i militæret er ikke noget, man psykisk kan skifte ud igen, når man har lagt uniformen.
Derfor skal man tænke sig godt om, før man kaster sig i sådan noget militærtøj for første gang i alvor.